Din elmåler er et vigtigt element, som hjælper dig med at holde styr på dit strømforbrug. Når du har styr på, hvordan man aflæser en elmåler korrekt, vil du også have nemmere ved at forstå din elregning.
Men hvordan aflæser man en elmåler korrekt? På trods af, det kan være en bøvlet opgave at aflæse elmåleren, så er det vigtigt, at man får det gjort. I dette indlæg vil vi derfor gerne hjælpe dig på rette vej, og vi har derfor sammenskruet en guide til dig, der skal aflæse din elmåler.
Hvad er en elmåler?
En elmåler er kort fortalt en enhed, der registrerer dit elforbrug i husstanden (find dit gennemsnitlige elforbrug). Den fungerer ved, at elmåleren konstant registrerer antallet af kWh gennem enten et mekanisk tælleværk eller elektronisk elmåler. Elmåleren giver dig dermed mulighed for at holde øje med, hvor meget strøm du bruger derhjemme.
Hvorfor er det vigtigt at aflæse sin elmåler?
En elmåler er som sagt et vigtigt element, som sørger for at indberette dit strømforbrug direkte til dit elselskab. Førhen i tiden var man nødt til at aflæse sin elmåler manuelt, men i dag er stort set alle husstande forsynet med en fjernaflæst elmåler, som automatisk klarer aflæsningen.
Men hvorfor er det så vigtigt at aflæse elmåleren? Der er hovedsageligt 2 grundlæggende årsager til, at man skal aflæse sit elforbrug. Aflæsningen bruges nemlig i forbindelse med følgende:
- Beregning og afregning af dit forudgående års strømforbrug
- Føre kontrol over dit strømforbrug – stemmer det overens med din elregning?
Din elmåler måler, hvor mange kWh din husstand bruger, og du kan dermed løbende holde dig opdateret med dit strømforbrug, så du ikke pludselig får en overraskende elregning. Med andre ord sikrer aflæsningen af elmåleren, at du bliver afregnet korrekt for den pågældende periode.
Hvordan aflæser man elmåler?
Før du kan aflæse din elmåler, skal du først og fremmest undersøge, hvilken type elmåler du har derhjemme. Du kan nemlig enten have en elmåler, der kræver en manuel aflæsning eller fjernaflæsning.
Fjernaflæsning af elmåler
I dag er stort set alle elmålere fjernaflæste. De nye og moderne elmålere er nemlig elektroniske, hvilket betyder, at du ikke selv skal sørge for at aflæse elmåleren, da den bliver aflæst helt automatisk. Her kan du i øvrigt nøje følge med i dit elforbrug, da den viser dit forbrug time for time.
Fjernaflæsning betyder, at din elmåler har en indbygget radiosender, som flere gange i løbet af døgnet sender data vedrørende aflæsningen til dit elselskab. Dit elselskab er derfor altid opdateret med den nyeste aflæsning – helt uden at du skal løfte en finger.
Hvis du gerne vil holde styr på dit strømforbrug online, kan du gøre det på Eloverblik.dk. Her kan du nemt holde styr på strømforbruget derhjemme og dermed se, hvornår der bliver brugt mest strøm. Hvis du i stedet foretrækker at have det hele samlet i en app, kan vi anbefale, at du downloader Elberegner-appen, som både er tilgængelig i App Store og Google Play. Her har du både mulighed for at holde øje med elpriserne time for time samtidigt med, at du kan holde øje med dit strømforbrug derhjemme.
Manuel aflæsning af elmåler
Ved udgangen af 2020 var stort set alle husstande forsynet med en elektronisk elmåler, men skulle du selv have lyst til at følge med i aflæsningen, kan du også sagtens gøre det – det er heldigvis ikke så svært at aflæse en elmåler.
Hvis du ikke har en elektronisk elmåler derhjemme, vil du modtage et aflæsningskort fra dit elselskab, når det er ved at være tid til aflæsning af din elmåler. Aflæsningskortet beder dig oplyse det totale elforbrug, hvilket du kan se på elmålerens tælleværk eller display.
De nyere elmålere er udstyret med et digital display, som har flere funktioner. Her kan du eksempelvis se følgende informationer:
- Dit totale elforbrug
- Hvor meget strøm du bruger lige nu
- Hvordan dit strømforbrug har udviklet sig over en given periode
- Hvor meget strøm du selv producerer, hvis du eksempelvis har solceller
Som udgangspunkt er elmåleren dog indstillet til at vise det totale elforbrug som standard, og det burde derfor være ligetil at finde frem til disse tal.
Hvis du skal aflæse dit totale elforbrug, skal du notere det tal, der er efterfulgt af kWh. Skal du derimod aflæse det øjeblikke elforbrug, skal du i stedet notere det tal, der er efterfulgt af kW.
Bliv mere bevidst om dit strømforbrug
Ofte har vi lettere ved at spare på strømmen, når vi kan følge med i vores strømforbrug, da det giver os noget konkret at forholde os til. Særligt i disse tider, hvor vi er endnu mere opmærksomme på elpriserne (time for time), kan det være en god idé at følge med i strømforbruget, så det ikke pludselig løber løbsk.
Det er dog ikke altid nødvendigt, at du selv holder øje med din elmåler. Mange elselskaber tilbyder nemlig en app, som giver dig et visuelt og overskueligt billede af, hvor meget strøm du bruger, hvilket gør det en anelse lettere at holde styr på strømforbruget derhjemme.
Her kan vi anbefale, at du downloader Elberegner-appen, hvor du kan følge dit strømforbrug derhjemme, og være opdateret med de nyeste elpriser.
Skal man aflæse sin elmåler ved flytning?
Når du skal flytte, skal du altid huske at melde flytning til dit elselskab – det er nemlig dit eget ansvar, at det bliver gjort.
Hvis du har en elektronisk elmåler, skal du som udgangspunkt ikke gøre noget. Selve flytteaflæsningen sker nemlig automatisk. Det kan dog stadig være en god idé at notere dit samlede elforbrug den dag, hvor du flytter. Så er du sikker på, at du har de korrekte tal, og dermed ikke risikerer at skulle betale for meget.
Har du derimod en ældre elmåler, som kræver manuel aflæsning, kan du følge vores guide ovenfor, som sikrer, at du får aflæst din elmåler korrekt.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål
Hvad betyder tallene på elmåleren?
En elmåler har mange funktioner. Du kan bl.a. se dit totale elforbrug, som er tallet efterfulgt af kWh, dit øjeblikkelige elforbrug, som er tallet efterfulgt af kW samt hvor meget strøm, du selv producerer gennem eks. solceller.
Hvordan aflæses en elmåler?
I dag er stort set alle elmålere elektroniske, og de sørger selv for aflæsningen. Hvis du skal aflæse elmåleren manuelt, vil du modtage et aflæsningskort, hvor du skal oplyse husstandens totale elforbrug, hvilket er opgjort i kWh på elmåleren.
Skrevet af